Vejle Kommune har konstateret en fejl i opkrævningen af forældrebetaling på dagtilbudsområdet. Fejlen har betydet, at nogle forældre med børn i børnehave, dagpleje eller vuggestue i perioden fra 1. oktober 2021 til 31. december 2025 har betalt for meget for deres plads.
Fejlen blev opdaget i efteråret 2025 og skyldes, at udgifter til specialdagtilbuddet Solen fejlagtigt er indgået i beregningen af forældretaksterne. Sagen blev behandlet i Byrådet den 17. december 2025. Yderligere information kan ses på kommunens dagsordensportal.
Korrekt tilbagebetaling sker automatisk. Forældre, som stadig har et barn i et dagtilbud, får beløbet modregnet i deres betaling, mens tidligere forældre får pengene udbetalt til deres NemKonto. Beløbet for tilbagebetalingen afhænger blandt andet af tilbudstype, tidsmodul og indskrivningsperiode. Alle berørte forældre får direkte besked samt et bilag, der forklarer detaljerne i beregningen.
I alt får 8.208 forældre penge tilbage, med et samlet beløb på cirka 9,5 millioner kroner. Vejle Kommune beklager fejlen over for de berørte forældre.