Viden, workshops og foredrag sætter fokus på hjernens sundhed i Vejle under Hjerneugen

Foto: Vejle Kommune.
dato

I uge 11 sættes der fokus på hjernens sundhed og trivsel, når Hjerneugen byder på foredrag, workshops og mulighed for dialog i Vejle.

Fra den 9. til 12. marts afholdes Hjerneugen i Vejle med en række arrangementer, der sætter hjernens sundhed, rehabilitering og trivsel på dagsordenen. Programmet indeholder både åbne foredrag, workshops og stande, hvor deltagerne kan få viden om at passe på hjernen og om livet efter en hjerneskade – for både ramte og pårørende.

Mandag den 9. marts begynder med en to timers åndedrætsworkshop for borgere ramt på hjernen i DGI Huset Vejle. Her underviser fysioterapeut og åndedrætsterapeut Marie-Louise og Mette i øvelser, der klargør krop og nervesystem. Senere samme dag afholdes en guidet fælleslæsning på Biblioteket i Farveriet, som skal give deltagernes hjerner ny energi. Til denne workshop er der begrænsede pladser og tilmelding er nødvendig.

Tirsdag den 10. marts kan du deltage i en workshop inspireret af Asger Jorn, hvor tegning bruges til at skabe ro og fokus. Også her er der tilmelding og begrænsede pladser. Om aftenen informerer søvnekspert og forfatter Michael Rasmussen om søvnens betydning for sundheden under et foredrag på Biblioteket i Farveriet.

Torsdag den 12. marts foregår arrangementerne i Sundhedshus Vejle, hvor Maja Klamer Løhr fra StrokeLinjen vil fortælle om, hvordan alvorlig sygdom kan ændre familielivet. Herefter kan besøgende gå på opdagelse ved stande i foyeren, hvor der er mulighed for dialog med forskellige aktører fra Vejle Kommune og patientforeninger samt at få målt blodtryk. Dagen afsluttes med et foredrag ved neuropsykolog Dorte Østergaard Jacobsen om hjernens opbygning og, hvordan man holder hjernen sund gennem små ændringer i hverdagen.

De tre foredrag bliver også livestreamet, så alle har mulighed for at følge med hjemmefra. Arrangementerne er åbne for alle interesserede, men nogle aktiviteter kræver tilmelding og der kan være begrænset plads. Derfor anbefales det at komme i god tid.

For detaljeret program og information om tilmelding, læs mere på kommunens hjemmeside.

https://www.vejle.dk/da/nyheder/invitation-til-hjerneugen-9-12-marts-faa-viden-og-inspiration/

Kilde: Vejle Kommune