Naturstyrelsen søger erfaren medarbejder, der brænder for at arbejde med naturdata

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er din store passion at arbejde med data i kombination med naturforvaltning? Vil du være med til at formulere og implementere de it-faglige strategiske linjer for, hvordan Naturstyrelsen skal arbejde med arealdata? Så er det dig, som vi har brug for i Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen er en landsdækkende arbejdsplads med ca. 670 medarbejdere. Du kommer til at arbejde sammen med fem kollegaer i Naturstyrelsens Arealdataenhed, som er placeret i styrelsens hovedkontor Gjøddinggård, der ligger i Randbøl mellem Vejle og Billund. Naturstyrelsen forvalter vores fælles natur – ca. 210.000 hektar fordelt over hele landet. Vi arbejder for at forbedre biodiversiteten på de statslige naturområder samtidig med, at områderne også skal give borgere i hele landet gode rammer for friluftsliv og store naturoplevelser. Dette arbejde kræver, at vi har opdaterede, digitale og tilgængelige naturdata. Arealdataenhedens vigtigste opgave er, at understøtte den digitale transformation af vores arealdata, ved at samle data om bl.a. naturregistreringer, overvågning og friluftsfaciliteter og omsætte dem, så de kan understøtte en mere databaseret naturforvaltning.

Styrelsens daglige arealforvaltning gennemføres af medarbejdere på de 16 lokale enheder over hele landet, mens rammerne for forvaltningen udarbejdes af hovedkontoret. Du vil sammen med kollegaer i naturforvaltningsenhederne centralt og decentralt, samt IT og de øvrige stabsenheder have et tæt samarbejde om at skabe en digital forandring båret af kompetenceudvikling, digital kultur og nye værktøjer til planlægning og opfølgning.

Din profil
Du vil få ansvar for både at vedligeholde vores databaser (datamanagement), men også for at data udveksles og udvikles i et samarbejde med andre styrelser og aktører på området. Så vores data kan hjælpe andre, og vi kan bruge datakilder omkring os, samt bidrage til udvikling af nye metoder. Vi ser gerne, at du bidrager til, at Naturstyrelsen bliver en ”early follower” gennem gode samarbejdsrelationer og evnen til at kunne identificere og implementere digitale løsninger, der fungerer. Dertil skal du være interesseret i at indgå i større IT-strategiske beslutninger på arealdataområdet og bidrage med at definere og implementere disse i Naturstyrelsen.

Vi forestiller os, at du har en relevant IT- eller naturvidenskabelig uddannelse. Du er af natur nysgerrig på de nyeste teknologier og metoder inden for dataudvikling. Du har evt. erfaring med projektledelse af IT-projekter. Ligeledes har du en forretningsmæssig og løsningsorienteret tilgang til IT og god erfaring med at løse større opgaver selvstændigt.

Vi søger særligt følgende kvalifikationer:

  • Erfaring med udvikling og vedligeholdelse af back-end-systemer med fokus på databaseprogrammering.
  • Stærke analytiske færdigheder og evnen til at forstå komplekse problemstillinger inden for arealdrift.
  • Kendskab til det fællesoffentlige dataøkosystem og erfaring med dataudveksling mellem forskellige systemer og interessenter.
  • Evnen til at arbejde selvstændigt såvel som i teams, og kommunikere effektivt med både tekniske og ikke-tekniske interessenter.
  • En interesse for IT-strategi samt evnen til at bidrage til at forme og implementere IT-strategien for virksomheden.
Vi er et lille team med mange og varierede opgaver, så vær forberedt på at skulle løse mange forskelligeartede opgaver. Du vil skulle arbejde selvstændigt med dine opgaver og tage ansvar for både teknologivalg og implementering, samt formidling og løbende sparring med resten af organisationen.

Naturstyrelsen arbejder med rumlige data, bla. i ArcGIS Enterprise Portal, hvor data er gemt i en MSSQL database. Analyser og databehandling foregår ofte i GIS programmer som QGIS eller ArcGIS Pro, i Python scripts, i specialværktøjer som FME eller i specialudviklede interne applikationer. En del af vores projekter (f.eks. www.udinaturen.dk) kører som agil softwareudvikling på Azure Devops i samarbejde med eksterne leverandører og Danmarks Miljøportal. Vi arbejder både med den infrastruktur, som Statens-IT leverer og i cloud-miljøer (primært Azure).

Vi tilbyder
Et spændende og dynamisk teambaseret arbejdsmiljø med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et hold med fokus på natur, miljø, teknologi og forandring. Derudover tilbyder vi muligheden for at arbejde med den nyeste teknologi og være en del af udviklingen af effektive løsninger inden for arealdriften. Dertil har vi attraktive ansættelsesvilkår og mulighed for fleksibel arbejdstid med fokus på balance mellem arbejde og fritid.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Dit tjenestested bliver ved Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.

Stillingen er på 37 timer pr. uge inkl. betalt frokostpause.

Afhængig af dine kompetencer kan ansættelsen være som specialkonsulent.

Vi ønsker at besætte stillingen pr. 1. august 2023, men venter gerne på den rette.

Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte skovrider og arealdatachef
Søren Friese på tlf. 30 94 62 37 eller teamleder Charlotte Kure på tlf. 22 47 15 71.

Du kan også finde yderligere oplysninger om Naturstyrelsen på www.nst.dk.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at trykke på ”Søg stillingen” i stillingsopslaget. Dine oplysninger vedlagt ansøgning, CV og uddannelsesbevis skal vi have senest den 11. juni 2023.

Samtaler forventes afholdt den 20. juni 2023.

Det er muligt, at der vil indgå personprofiltest samt 2. runde af samtaler i rekrutteringsprocessen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejle Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Naturstyrelsen, C/O Gjøddinggård Førstballevej 2, 7183 Randbøl

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169408&DepartmentId=6163&MediaId=3649&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5841731

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet